Bræk, boller og brok

Fed dag i går. Mødte op til arbejdsplanlægnings-mødet klokken halv 12, og da alle omsider var tilstedeværende, blev vi nødt til at finde ud af, hvad vi skulle gøre med vagten om aftenen, som ingen kunne tage. Lærke, som havde den, var kommet til skade med sin arm, og kunne ikke arbejde. Da ingen andre meldte sig, blev jeg nødt til at sige, at jeg vel godt kunne arbejde fra klokken 12 til vi lukker klokken 21.45. Jeg trøstede mig selv med, at jeg ville tjene godt på det. Havde bare ikke lige overvejet, om det ikke ville være bedre at tage hjem, pleje mine tømmermænd og gå tidligt i seng. Nå, men nu havde jeg jo tilbudt det. Ikke engang et sølle tak, fik man fra sin chef. Gee, your welcome! Det er kun 2. gang på 2 uger, hvor jeg arbejder fucking 10 timer, fordi de andre kludrer i vagterne, kommer galt af sted, og hvad ved jeg.

Well, jeg overlevede, og var så også godt smadret da jeg kom hjem. Min hårdt tiltrængte nattesøvn blev så desværre afbrudt, da jeg ved en 3 tiden blev nødt til at stå op, og styrtede ned på lokummet, hvor jeg lige fik hilst på mit madindtag fra søndag. I orange udgave. Ja, selv tak for detaljerne! Og så har man så tilbragt hele dagen i sengen, og desperat forsøgt at få fat i sine kollegaer, for at høre om de ville være rare at træde ind, og arbejde for mig i aften. Indtil videre har jeg kun fået negativ respons. Hold kæft man, hvor er jeg syg og træt af aldrig at få noget igen dernede fra! Brok, det er det eneste man får fra cheferne, og ens kollegaer kan fandeme aldrig hjælpe, medmindre du bruger ufine metoder, og sparker til deres dårlige samvittighed. Men det er jo ligesom heller ikke rart. Så ja, jeg kan så se frem til at skulle arbejde igen i aften. Man må håbe, at ingen kunder kommer hjem med bræk i pomfritterne. Grrrrr.. Jeg sværger, hvis der bliver travlt, sætter jeg mig ned på gulvet og hyler.

Nå ja, og så har Josephine og jeg fået forbud mod at sidde sammen. I alle timerne. Ja, hvorfor ikke, dagen kunne næsten ikke blive værre, så bare kom med alt det lort I kan samle sammen! Uha, hvor ser jeg da frem til at skulle sidde alene i alle engelsk- og tysktimerne. Josephine kan i det mindste snakke med resten af klassen. De siger ikke mig en skid, og jeg gider ikke forsøge mere. De har valgt lige fra starten af, at de ikke gider have noget med mig at gøre, så det må vel være sådan her. Fuck jer, lærer-team, fuck dig John og fuck dig, verden.
- Pernullz, over and out!