Ét år, og én dag

I dag kan jeg prale af at have holdt på min dejlige Erik i ét år og én dag. Det har været en tid fyldt med latter, smil, tårer, kys, kram og mest af alt: Kærlighed.
Min første rigtige kæreste, og den første der viste mig, at mænd ikke nødvendigvis er lig røvhul. Ét år er gået, og jeg føler mig stadigvæk som nyforelsket, og jeg bliver stadigvæk varm indeni, ved hans kærtegn og hans søde ord. Jeg er den heldigste pige i hele unverset. 


Det startede med et brev, som jeg modtog onsdag. Da jeg ikke anede hvor postkassenøglen befinder sig, måtte jeg ty til drastiske metoder (stak min arm ned i postkassen, og lirkede et hjørne af brevet op, ved hjælp af en dejskraber, og på den måde fik jeg hevet brevet ud). Hvad der stod i brevet, vil jeg ikke gengive her, men vil nøjes med at sige, at det fik tårer frem, både i øjnene, og ned af kinderne. Jeg vil gemme det for evigt.
I slutningen af brevet afslørede han, hvad han havde planlagt af spændende ting, til vores årsdag. Vi skulle i Legoland! Jeg var ved at gå til af spænding, for sidst jeg var der, må jeg have været omkring de 10 år.
Da søndag endelig kom, stod jeg op ved en kvarter i ni-tiden, for at kunne nå at være færdig. Han ville hente mig ved en 12-tiden, så man skulle tro at jeg havde masser af tid til at gøre mig klar. Jeg endte mig at stresse alligevel.
Vejret den dag, var så perfekt, som man kunne håbe på. Det var allerede varmt, omkring 25 grader, så det tegnede sig til at blive en fantastisk dag. Jeg tog en af mine få sommerkjoler på, fik sat et spænde i mit hår, som jeg ved, at Erik synes klæder mig, og fik lagt en fin makeup. Jeg var næsten færdig med at pakke en lille taske, og gøre hans gave klar (= En lille kurv, med en indpakket gave i, med parfume og creme, og så et par sjove småting: Bamse-tandpasta, to pakker Hubba-Bubba tyggegummi, en række falske overskæg ((hæ)), og så havde jeg ((læs: min mor)) bagt en "I heart U"-formet kage), da han kom ind af døren. Han fik et kæmpe knus, og besked på at blive nedenunder, indtil jeg var færdig med det hele.

Da vi endelig kom af sted, var klokken omkring 12:20, og efter et hurtigt stop ved Shell, gik turen mod Billund. Bilturen forløb hurtigt, med hygge, snak, musik og nusning (mest fra min side af, hæ), og vi ankom til Billund. Da vi var kommet ind i parken (jeg skulle lige tisse først), startede vi ud med at gå en tur i Miniland, hvilket er et område af parken, hvor de har gengivet en masse berømte byen og bygninger, i miniformat, naturligvis bygget af legoklodser. Vi sludrede om, at vi godt kunne tænkte os at hoppe ind mellem bygningerne, og lege King Kong og kæmper og den slags, og det havde vi meget sjov med at sludre om.

Dagen gik alt for hurtigt, med hygge, kys, snak, mad og karruselturer. Jeg overvandt min højdeskræk op til flere gange, men den mest skræmmende var klart Extreme Racers. Da vi sad i vognen, kunne jeg pludselig mærke at jeg fortrød, og jeg mærkede at tårerne pressede sig på, totalt underligt. Godt nok var jeg bange, men ikke så bange, så jeg halvt græd, halvt grinede, mens stakkels Erik sad og havde det helt dårligt. Turen blev overstået, og bagefter måtte jeg lige gå lidt rundt, og føle mig awesome: Jeg var altså ret bad-ass!

Pludselig begyndte klokken at blive 19, og vores sidste tur i rutsjebane, blev den nye Polar Explorer, som også var ret vild. Men i modsætning til Extreme Racer holdt jeg min mund lukket, og poker-facet var på, under hele turen. Erik, derimod, hylede og skreg under hele turen, og om det så var fordi han var bange eller synes den var nice, det var vi lidt uenige om.

Da vi næsten var nået hen til bilen, begyndte det at dryppe lidt, og der gik endelig hul på skyerne, som havde luret den sidste time. Så hele turen hjem hamrede regnen så voldsomt på ruderne, at vi knapt nok kunne høre hvad hinanden sagde, og tænkte for den sags skyld.

Vi bestilte noget mad ved Shell, som vi så guffede i os hjemme ved ham. Erik fik sin gave, og vi satte en film på (Forrest Gump) hvorunder vi snugglede og hyggede. Alt i alt: Nok den bedste dag i mit liv.
Tak skat!