tirsdag den 18. september 2012

Depressiv og druknende

Føler efterhånden at jeg er ved at drukne i min negativitet, og hvert eneste smil, hvert eneste grin, er en helvedes kamp. Jeg er træt i mit hoved, jeg er træt af at være sur, men jeg kan slet ikke se positivt på nogle ting. Og nej, jeg har ikke min menstruation.
Jeg kan ikke holde op med at tude, og når jeg spørger mig selv, hvad der er galt, kan jeg ligesom ikke komme frem til nogle svar. Men jeg har da alligevel et par idéer:

  • Jeg er træt af at føle mig som en fiasko hele tiden 
  • Jeg har en depression 
  • Det er efterår 
Min energi fra starten af 3.g er nu pist-væk, og er blevet erstattet af den sædvanlige følelse: Jeg gider ikke. Jeg gider ikke lave min danskaflevering, som var til i søndags, jeg gider ikke begynde på min engelskaflevering, som er til på fredag. Jeg gider ikke forberede en fremlæggelse til på fredag, jeg gider ikke sætte den powerpoint sammen, som jeg skulle have fremlagt for en uge siden, og jeg gider ikke lave de få lektier, som vi har for til i morgen.
Jeg gider ikke afslutte min novelle til konkurrencen, for jeg ved alligevel, at jeg ikke vinder.
Jeg gider ikke tage mig sammen i skolen, for jeg ved alligevel, at det ikke vil nytte noget. Jeg var ikke klar til gymnasiet, da jeg begyndte der, eller også var jeg bare en nar fra starten af, og det har så medvirket til, at jeg ikke kan klare det nu.
Jeg har brug for at føle, at jeg er god til noget. "Du er god til at skrive!" Måske, men hvis det er sandt, hvorfor er det så kun lykkedes mig, at få en 10'er to gange i dansk, i hele min gymnasietid?
Jeg har brug for at føle mig smuk, sund og lykkelig, men den tanke er så langt væk, som den overhoved kan komme.
Jeg har brug for at føle mig varm igen, både i bogstavelig forstand og i overført betydning.
Jeg har brug for solskin i mit liv, ikke dette evindelige, regnfulde efterår.
Jeg har brug for at føle jeg har overskud - Jeg har brug for at kunne skære ned på arbejdet hos Shell, men hvordan skal jeg kunne gøre det, når jeg har gæld?

De gode ting, min dejlige familie, min fantastiske kæreste, mine søde venner, ting som jeg burde sætte lidt mere pris på end jeg gør - Selv ikke de, kan muntre mig op lige for tiden. Og hvor galt er det så ikke?

Over and out...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar